Sommerudflugt 27. april 2023
Det er ikke altid vi har de rigtige forbindelser til vejrguderne.
Det havde vi næsten i dag, vi fik en byge med hagl lige som vi skulle ind at spise. Ellers skinnede solen rigtig fint.
Alle 59 tilmeldte mødte op med en optimisme om at dagen nok skulle blive god. Og det blev den.
Vi skulle ankomme til Odense kl 10.30, men vor guide i H.C:Andersens museum var blevet syg, så der skulle skaffes en erstatning.
Men en halv time senere var vi godt igang med en introduktion til det nye og spændende museum.
Vi kom på besøg i H.C. Andersens eventyrlige univers med mange spændende opstillinger af hans mange historier og andre kunstneriske arbejder. En central del af museet var opbygget omkring hans kærligheds liv.
Meget blev videregivet til os hver især via 75 telelinks placeret igennem hele museet.
Nu var vi jo blevet en halv time forsinket, så vi fik først noget at spise kl 13.00 - det gjorde nu ikke noget, rart med lidt sult inden vi fik frokost på Asia Restaurant i Rosengårdcentret.
Derefter videre til et besøg i Den Fynske Landsby, med mange spændende huse og redskaber fra vor fælles fortid i 1800-tallet.
Herefter fortsatte vi retur til Roskilde - hvor vi "landede" kl 18.30.
Helt igennem en dejlig tur - som vi i bestyrelsen kun hørte positive tilbagemeldinger om.
Tak for det - vi ses til september.
Copyright @ All Rights Reserved